Lading Sø / ´Sivbåden´

Her I forsommeren modtog jeg en mail fra Lauritz Johannsen. Med hans tilladelse har jeg fået lov til at dele hans erindring fra dengang de unge mennesker sejlede på Lading Sø. Det er både underholdende og tankevækkende læsning. Og for nogle, vil der være navne man kan huske…

Jeg har tilladt mig, at bringe uddrag fra hans mail….

Kære Rikke B. Jenner

Jeg forstår, at Lading-Fajstrup Borgerforening er interesseret i søen og derfor bl.a. har fået lavet “Udsigten”. Det er meget svært at få adgang til søen. Det erfarede jeg pinsesøndag, hvor mine to børn og deres familier og jeg havde været på kirkegården ved vores familiegravsted og derefter gik ad markvejen (fra Skivholmevej) ned til søen, hvor det gamle mejerivandløb mundede ud. Næsten hele bredden med de gamle badesteder er jo vokset til, da der ikke finder nogen græsning sted. Jeg ville have kigget på nogle majgøgeurt, men dem kunne vi ikke finde. Derimod havde vi den fornøjelse at høre nattergalen synge meget højt og smukt.

Jeg er født i 1944 og tilbragte de første 20 år af mit liv i Lading (min far var købmand). Ved søen brugte vi drenge en stor del af vores fritid. Vi fiskede, badede, løb på skøjter og – sejlede på/i sivbåde. Dengang færdedes børn, i hvert fald drenge, frit – uden opsyn, uden institutioner, uden mulighed for at sidde med næsen i sociale medier.

Da jeg kom hjem, til Tønder, kom jeg i tanke om en erindringsberetning om Lading Sø, som jeg har liggende, og som I måske ville være interesserede i at læse. Den viser tydeligt den store forskel på børnekulturen nu og dengang.

Venlig hilsen

Lauritz Johannsen

Sivbåden

Et erindringsbillede fra Lading Sø

Vi lå i græsset og dasede i lummervarmen.

  Af og til åbnede vi øjnene og kiggede ned på badestedet. Der lå vores flotte båd og vuggede mellem siv og gule iris – og ventede på os. En stor grøn cigar, men den spidse stævn var hævet lidt i vejret med en stump reb.

  Vi var lige blevet færdige med den. Vi skulle bare hvile os lidt.

  Hvor ideen til den var kommet fra, er jeg ikke sikker på. Måske fra et blad i bunken oppe på loftet derhjemme. Der sad jeg sommetider, når det regnede, og kiggede i gamle numre af “Hjemmet”. Der var et med billeder af negre dybt inde i Afrika. De sejlede gennem den farlige jungle i sivbåde. Men måske var det Thorkild, der fik ideen. Det var i hvert fald ham, der syntes, vi skulle lave en.

  Så var vi mødtes ved badestedet med forskellige ting: En gammel skarpsleben kornsegl til at skære de lange, runde siv med. Sådan en havde Thorkil. Masser af reb til at binde sivene sammen  med. Dem havde Rasmus og Svend Åge skaffet. Og låg fra store sennepsdåser og søm og træstænger, til pagajer. Dem havde jeg fået fat i. Og så var vi gået i gang.

 

Oppe fra byen kunne vi svagt høre, kirkeklokkerne ringe. Der var nok en, der skulle begraves. Thorkil rejste sig på albuen. “Mon ikke vi skulle se at komme afsted?”

Vi sprang op og løb ned til bredden. Svend Åge kunne ikke lade være med at træde i en kolort. Saften boblede op mellem hans tæer. Vi grinede og gik ud i vandet og skubbede båden ud. Så satte vi os over skrævs på den, Thorkil i spidsen, så Svend Åge og Rasmus og til sidst mig.

  Vi tog de første tag med pagajerne. Man skulle bruge kræfterne, men båden sejlede godt.

  “Hvor skal vi hen?” spurgte jeg.

  “Derover.” Thorkil pegede mod rørskoven nogle hundrede meter ovre på den modsatte side af søen. Bagved rejste skoven sig med Troldhøj inde mellem stammerne.

  Rasmus rystede på hovedet. “Men vi kan jo ikke komme i land der.”

  “Det skal vi heller ikke,” sagde Thorkil. “Vi skal bare lige prøve, hvordan det er at være derovre.”

  Ingen sagde noget. Der var meget langt. Men vi begyndte at padle og prøvede at finde en takt.

  Landskabet så mere og mere anderledes ud, jo længere væk fra land vi kom. Alt blev mærkeligt fladt og meget mindre derinde, selv gårdene. Og da vi kiggede os tilbage et kort øjeblik, var kirken ikke større end en legetøjsklods. Det var, som om vi ikke rigtig kunne komme videre. Vandet så underligt ud, nærmest giftiggrønt. Og vi kunne dårligt nok se fødderne dernede. Vi tre bageste padlede langsommere og langsommere. Da vi nåede ud på midten, sad vi alle helt stille. Båden rørte sig heller ikke. Det dryppede fra pagajerne ned i det solglitrende vand. Der kom ringe, der voksede og så blev til ingenting. Eftermiddagen var gået helt i stå.

  Jeg fik øje på en guldsmed, der stod svirrende over Rasmus’ hoved. 

  “Hvor dybt kan der være?” sagde jeg. De andre vendte sig og kiggede på mig. Jeg stirrede på guldsmeden. Vi kendte jo godt svaret. Ikke ret dybt, men der, hvor vandet hørte op, begyndte det bundløse dynd – koldt som is. Ligesom når vi svømmede så langt ud fra badestedet, at vi ikke kunne bunde, og så lige kunne mærke dyndet, når vi stak tæerne ned.

  Det gav et ryk i båden. Det var Thorkil, der havde taget et ordentligt tag. Vi greb fast om pagajerne og begyndte at padle, bare for at holde balancen. 

  Vi fandt takten. Guldsmeden var væk. Den var nok fløjet ind til land.

  

Endelig lå vi i skyggen af den høje rørskov og kiggede tilbage over søen til badestedet. Det kneb lidt at finde det. Der var lang vej hjem.

  “Bare krokodillerne ikke har ædt tøjet,” sagde jeg.

  Vi grinede, og båden gyngede, men vi havde vænnet os til det.

  “Nej, jeg tror, de indfødte har hugget det,” sagde Thorkil.

  “Ja, og givet det til deres kvinder,” sagde Rasmus.

  “Jamen de går sgu da altid med bare patter,” sagde Svend Åge.

  “De har nok givet bukserne til deres bitte negerunger,” sagde jeg og så en sort fyr i mine blå shorts på vej hen til en hytte. “De skal jo se pæne ud, når de skal i søndagsskole.”

  “Ja, og så sidder de og hører på tykke fru Arve med de store sorte patter, der fortæller om Jesus,” sagde Svend Åge.

  Vi grinede, så der kom små bølger på vandet, og sad så lidt og blev helt stille ved tanken, indtil en fugl skreg op inde mellem rørene.

 

Efterhånden som eftermiddagen gik, nærmede vi os den ende af søen, der lå længst væk fra badestedet. Vi blev nødt til at padle igennem et bælte af åkanden for at komme videre. Det kunne godt blive svært.

  “Vi går lige igennem,” sagde Thorkil.

  Åkandebladene lå tæt op af hinanden. Vi greb hårdt om pagajerne og padlede på fuldt tryk ind i dem på det smalleste sted.

  “Kom så, kom så…!” råbte vi i takt. Men det gik langsommere og langsommere. Stængler, tykke som arme og mærkeligt slimede og arrede, prøvede at standse os. Man kunne mærke dem ligesom gribe fat i benene. Vi kom næsten ikke ud af stedet. Til sidst sad vi fast. Store, hvide åkandeblomster lå og nikkede op til os.

  Satans osse. 

  Vi kiggede os omkring. Her havde vi været før, i vinter, på skøjter.

  Men det var godt nok noget andet. Dengang kunne man let løbe ind til bredden.

  “Shhh!” sagde Rasmus, selv om vi ikke lavede en lyd.  “Hør!”

  Jo. kirkeklokkerne. Vi kunne let høre dem, selv om de lød meget svagere, end de plejede at gøre, når vi var ved badestedet.

  Svend Åge lagde hovedet på skrå. “Hvor mange slag?”

  Rasmus syntes, han kunne tælle seks. – Så skulle vi jo have været hjemme og spise til aften…

  “Lige så mange som ved en begravelse!” Thorkil klaskede pagajen ned i vandet. “Kom så, for helvede! Først til højre, så til venstre.”

  Nu gik vi til den. Vi smadrede blade og blomster og sparkede til stænglerne, hvis de prøvede at gribe fat i benene. Der kom hvirvler i vandet. Det blev brunt og koldt.

  “Kom så – for satan, kom så -for satan…”

  Endelig slap vi fri og lagde kursen tilbage mod badestedet. Vi havde solen i ryggen . Den var ikke så varm mere. Vi fløjtede lidt, men det blev ikke til ret meget, når vi også skulle padle.

 

“Hvad fanden?” Jeg havde hørt en brummen – af  en stor motorcykel. Det lød som Lars’ BSA, naboens søn.

  Vi rundede hjørnet af rørskoven lige før badestedet og drejede ind.

  Så for helvede! Min mor stod oppe på brinken. Hun måtte have været med.

  “Ved I ikke, hvad klokken er?” Den tone kendte jeg ret godt.

  Vi trak båden ind på land. Der var ikke meget at sige.

  Mor satte sig op bag Lars, der startede motorcyklen. De kørte op mod byen med en støvsky efter sig.

  Vi begyndte at gå hen til tøjet.

  Jeg lod, som om jeg blev forbavset. “Det var sgu da godt, negrene ikke huggede det.”

  Jeg begyndte at rulle med hofterne og skuldrene, og så begyndte vi at danse rundt om bunken af tøj. Vi trådte lidt i kolorten.

 

Lauritz Johannsen. Revideret 2020.

Alle personerne, fra Lading, har deres rigtige navne. Jeg er af fortælletekniske grunde unavngiven.

Båden var lavet af sø-kogleaks, som man i gamle dage brugte til sivsko og tæpper. Senere lavede vi en ny type. Den kom til at bestå af to bundter kogleaks, der var bundet sammen til en aflang trekant og havde en stolt, tilspidset, højt hævet forstavn. Man sad nu med benene oppe over vandet. Drengene fra Fajstrup lavede også sivbåde, der i øvrigt lignede vores nye model.

Skriv et svar